

Om Mod Helhed
Med mere end 20 års erfaring indenfor psykoterapi tilbyder jeg forskellige transformative terapiformer ud fra en holistisk tilgang, med formålet at facilitere udviklingsprocesser.
Jeg er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har en europæisk Master i Rusmidler fra Aarhus Universitet. Herudover er jeg uddannet psykoterapeut og medlem af Dansk Psykoterapeutforening (MPF) og har desuden adskillige efteruddannelser blandt andet indenfor stress – og traumebehandling, naturterapi, åndedrætsterapi samt psykedelisk terapi.
Udover erfaring med egen selvstændig virksomhed igennem mere end 16 år, har jeg flere års dokumenteret erfaring med psykoterapeutisk deltidsarbejde indenfor rusmiddelbehandling på Statsfængslet Kragskovhede, efterfulgt af psykoterapeutisk deltidsarbejde i Ambulatorium for Angst og Personlighedspsykiatri, Region Nordjylland. Jeg er nu deltidsansat, som sygeplejerske og psykoterapeut MPF, ved Tværfagligt Smertecenter, Aalborg Universitetshospital.
Mit fokus er på nærvær og helhed, hvor krop, følelser, sind og åndelighed inddrages som en naturlig del af terapien.
Jeg arbejder ud fra en eksistentiel og oplevelsesorienteret tilgang med inspiration fra Gestaltterapi, Acceptance and Commitment Therapy (ACT), Mentaliseringsbaseret Terapi (MBT) og Transpersonlig Psykologi, som alt sammen går godt hånd i hånd – og jeg arbejder altid med respekt for dig, dit tempo og din proces.
Det er min mission, at støtte dig i processen med at blive endnu mere dig, med mulighed for at udnytte dit fulde potentiale. Når du finder ro og kontakt i dig selv, bliver det lettere at møde livet med klarhed, styrke og åbenhed.
